Baltorpskolen har Danmarks bedste lærer
Foto: Susanne Christensen er lærer på Baltorpskolen, Afd. Grantoften, hvor hun underviser de ældste elever i dansk og engelsk. Det gør hun så godt, at tre elever fra 9.Y har indstillet hende til Politikens Undervisningspris, som hun fik overrakt i den 15. juni af Politikens uddannelsesredaktør, Jacob Fuglsang.
Eleverne i 9.Y er ikke i tvivl. Nu ved resten af Danmark det også. De har en af landets mest inspirerende og engagerede lærere.
Hun hedder Susanne Christensen og underviser i dansk og engelsk på Baltorpskolen, Afdeling Grantoften. Susanne Christensen og 9.Y blev overrasket med både blomster og kagemand, da uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang fra Politiken kiggede forbi, for at overrække Politikens Undervisningspris 2020 mandag.
Det er tre elever og to kolleger fra skolen, der har indstillet Susanne Christensen til den flotte pris, og både eleverne og kollegerne var mindst lige så glade og stolte over prisen som vinderen selv.
En lærer der flytter os
Susanne Christensen er en rigtig ildsjæl, der gør indtryk på sine omgivelser. Så da tre elever Victor Juul, Noah Faaborg Axelsen og Lasse Sass Andersen så, at de kunne indstille deres lærer til en pris, var de slet ikke i tvivl. En af de ting de fremhævede i indstillingen var, at Susanne Christensen kan få selv de mest skoletrætte elever til at interessere sig for læsning og litteratur.
- Susanne er en rigtig dygtig faglig lærer, som flytter os. Hun får os til at forstå, hvorfor en bog er fed. Hun siger ikke bare, at vi skal læse den, siger Victor Juul.
- Hun engagerer sig også i os ud over skoletiden. Du kan altid kontakte hende, og hun besøgte fx også mig, da jeg var syg, siger Lasse Sass Andersen.
- Ja, hun engagerer sig i os både fagligt og socialt, opsummerer Noah Faaborg Axelsen.
Derfor kommer det heller ikke bag på de tre elever, at Susanne Christensen lynhurtigt kalder dem op til tavlen, så de kan modtage prisen sammen med hende. For sådan er hun bare.
Prisen bekræfter kursen
Prismodtageren selv er helt overvældet over at modtage årets undervisningspris. Hun var egentlig bare stolt og beæret over, at nogle af hendes elever og kolleger havde indstillet hende til prisen. Hun havde slet ikke regnet med at vinde.
-Jeg er glad, stolt og yderst taknemmelig. Prisen bekræfter mig i, at jeg gør noget rigtigt, når jeg går ind i jobbet med hele min person, siger Susanne Christensen.
Distriktsskoleleder Kirsten Weiland, er også stolt over, at Baltorpskolen nu kan bryste sig af at have Danmarks bedste lærer.
- Susanne er indbegrebet af en lærer, der gør en forskel. Hendes begejstring for lærerfaget og store engagement er til stor inspiration for os alle. Vi er stolte over, at hun er en del af Baltorpskolen, og hun medvirker til at gøre den til noget særligt, siger Kirsten Weiland.
Politikens Undervisningspris bliver hvert år uddelt til lærere fra landets grundskoler, gymnasier og erhvervsskoler i samarbejde med Lundbeckfonden. På grund af corona bliver prisuddelingen først markeret ved en større fest til august.